– Jeg vil gerne opdage dig, Horan. Tør du vælge det?
De kiggede længe på hinanden. Der var noget dragende ved Kuna, som Horan ikke kunne placere. Hun var på en gang til stede i al sin sanselige nøgenhed, og det var mere end svært ikke at række ud for at røre ved hendes lyse hud. Men samtidig var det, som om den rigtige Kuna gemte sig ude i Nanda-Ghuls fortættede mørke. Skjult i mangroven, hvor selv ikke stifinderen ville være i stand til at finde hende. Kunne han? Turde han gå efter hende? Det gik op for ham, at han allerede var på vej. Han rakte ud mod hende, men mærkede styrken sive ud af sig, da han var en fingersbredde fra hendes skulder. En svag kuldegysning jog gennem ham, og rystelsen fik ham til at føle sig klodset og ubehjælpsom. Han fik sat sig op på hug over for hende, men undgik at finde hendes blik. Kuna vendte sig rundt, så hun sad med ryggen til ham, og flyttede sin fletning om. Uden at kigge på ham fandt hun hans ene hånd og førte den op til håret.
– Tag snoren af, hviskede hun.

Læs videre her