Om A. Rune2018-09-23T16:56:14+00:00

Fem spørgsmål til forfatteren

1 Hvorfor kalder du dig A. Rune?

Mit fulde navn er Asbjørn Rune Bourgeat. Men efternavnet er ikke det nemmeste at huske, når du søger efter fantasybøger på nettet. Eller hvis du skal stave dig igennem det i en boghandel. Derfor blev det A. Rune. Det er nemt at huske, og så passer det rigtig godt til en fantasyroman.

2 Du begyndte på første bog som 27-årig og afsluttede trilogien som 45-årig. Hvad har det betydet for historien?

Personerne i bøgerne har gennemgået en udvikling, ligesom jeg selv har. Jeg har haft tid til at folde deres karakterer ud og har bevæget mig tættere og tættere på deres indre kampe. Det er meget tydeligt, når du ser forsiderne på Natdværgen, Blodsværmen og Ildtågen.
Samtidigt har jeg haft tid til at dykke ned i detaljerne og udvikle mit helt eget univers med sære landskaber, undersøiske byer, folkeslag, sagn og myter, flyvende slagskibe og magiske våben.

Traia Trilogien er en rejse. En ydre og en indre rejse. Gennem byer og landskaber – og gennem personernes indre. Fortællingen er stærkest lige der, hvor det går op i en højere enhed.

3 Er der nogle særlige temaer, du vender tilbage til?

Helt overordnet er det temaer som skæbne, magt, vrede, hævn, venskab og kærlighed, der optager mig. De moralske dilemmaer og de skæbnesvangre valg. Det kan lyde som tunge temaer, men samtidig har jeg vægtet spænding og overraskelser højt, så bøgerne er underholdende at læse.

4 Hvad er det ved fantasy, der fascinerer dig?

Fantasy egner sig godt til at beskrive mange af de følelser, jeg tager op. Universelle emner som for eksempel, hvad magt gør ved individet. Hvad sker der, når man pludselig er all-powerfull? Det er der flere bud på i min historie.

5 Hvad har inspireret dig?

Alt fra Star Wars og sci-fi klassikeren Klit til Linda og Valentin tegneserierne og bøgerne om Troldmanden fra Jordhavet. Iliaden, de græske tragedier og min viden om myter og ritualer har jeg med mig fra min universitetsuddannelse i religion og historie. Men noget af det, der inspirerer mig allermest, er naturen. For eksempel en tur i havkajakken langs den sydfynske kyst, hvor jeg bor.